Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Tyttebøvsen er en lille institution på Amager, hvor alle børn og voksne kender hinanden, og børnene færdes trygt i hele børnehaven. Det ved vi, fordi både børn og voksne siger til os, at her er rart at være. Vi gør rigtig meget ud af at være nærværende og imødekommende - både i vores arbejde med børnene og i vores samarbejde med jer forældre.

Vi sørger for at skabe gode rammer for nærvær blandt andet ved at dele børnene ind i mindre grupper, når vi har aktiviteter. På den måde kan vi nemlig være mere opmærksomme over for hvert enkelt barn og se og afkode det enkelte barns behov. Og når vi kan skabe trygge rammer, har vi det bedste fundament for børnenes trivsel, udvikling og læring.

Vores fysiske rammer - indendørs

Vi bor i et hyggeligt hus på Amager, som heldigvis er sådan indrettet, at vi kan ommøblere stuerne, så de passer til de aktiviteter, vi har gang i. For os betyder det meget, at de fysiske rammer understøtter den måde, vi arbejder på og er sammen med børnene på. Når vi synes, at børnene har brug for at være i små grupper, kan vi sætte afskærmning op på stuerne og skabe små legeøer. Hvis vi skal tumle og danse, flytter vi afskærmning og borde, så vi har masser af plads. 

Det er børnene selv, der har udsmykket vores børnehave. Vi har hængt deres tegninger op sammen med fotos og andre ting, der viser ikke bare, hvad vi har lavet, men også hvordan vi har lavet det.

Vi har også en stor sal, som vi bruge flittigt - både i små grupper og på tværs af hele huset.

Legepladsen 

I Tyttebøvsen holder vi af at være udendørs, og derfor er vi også rigtig meget på vores dejlige legeplads – også selvom vejret kan være lidt tvivlsomt. Heldigvis er det nemt for os at komme ud på legepladsen, for der er direkte adgang fra hver stue.  

På legepladsen kan vi boltre os med legeredskaber, cykler, gynger og i sandkassen. Men vi kan også gå på opdagelse i naturen, for lige ved siden af legepladsen har vi et grønt område, som vi kalder ”den runde”. Der er buske og krat, klatretræer og kriblekrabledyr. 

Fakta om Tyttebøvsen 

Vi har 3 børnehavestuer med omkring 16 børn på hver stue. På alle stuerne er der børn fra 2-6 år. Vi arbejder på tværs af stuerne, fordi vi på den måde får mulighed for at arbejde i aldersopdelte grupper.  

Vi har 6 basispladser fordelt på de 3 stuer. Basispladser er pladser til børn, der har brug for ekstra ressourcer og ekstra støtte i forhold til at udvikle sig og trives, og det kan vi tilbyde dem. 

Personalegruppen består af både medarbejdere, der har været i institutionen i mange år og nye medarbejdere.